EWII: “Gispende elnet” – jamen, vi har løsningen!

EWII: VI STÅR KLAR FRA I MORGEN! Virksomheder over hele landet får afslag på at blive koblet på elnettet, fordi der mangler kapacitet hos Energinet. Nu peger Energikoncernen EWII på en løsning, som kan udløse flere års ekstra el-kapacitet – vel at mærke uden at vente på nye kabler, lange byggeperioder og/eller milliardinvesteringer. Beregninger fra energikoncernen EWII viser, at de akutte kapacitetsproblemer kan udskydes i flere år. Løsningen bygger på fleksibilitet i elforbruget og smartere udnyttelse af batterier.

GISPER EFTER KAPACITET. – Det er hurtigt, det er billigt – og det virker. Sådan siger Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII. – Elnettet gisper efter mere kapacitet, og de steder, hvor selskaber som EWII allerede har batterier stående, vil batterierne kunne skabe noget meget tiltrængt kapacitet – effekten vil kunne mærkes inden for en måned, siger han.

Energikoncernen foreslår, at batterier bruges til at udjævne de belastninger, som presser elnettet i korte, men kritiske perioder – de såkaldte spidsbelastninger. Det er nemlig ikke den samlede mængde el, der udgør problemet i dag. Det er, når mange bruger strøm samtidig.

På Bornholm har EWII allerede et 30 MW/42 MWh batteri stående i Hasle. Det kan være med til at aflaste Energinets søkabel, der er forsyningsåren og flaskehals i kapaciteten på øen. Ifølge EWIIs beregninger kan koncernens allerede etablerede batteri udskyde kapacitetsproblemerne på Bornholm i tre-fire år.

– Bornholm er bare én konkret case. De samme principper kan bruges mange steder i landet. Det handler om at tænke nyt og bruge det elnet, vi allerede har, langt bedre, siger Lars Bonderup Bjørn.

REGNESTYKKET.  Det vil koste det danske samfund flere milliarder om året at have vækst, investeringer og grøn omstilling på standby, imens Energinet opbygger den nødvendige kapacitet. Til sammenligning vil det koste Energinet 19 millioner kroner om året at anvende EWIIs batteri til at forøge kapaciteten i den bornholmske del af elnettet, og dermed holde øens udvikling i gang.

– Regnestykket giver sig selv. For ganske få millioner kan vi undgå milliardtab og få tid til, at Energinet kan bygge ud. Det er svært at se gode argumenter for ikke at handle nu, siger Lars Bonderup Bjørn.

EWII opfordrer til, at der handles nu – både politisk og regulatorisk, hvor Forsyningstilsynets godkendelsesproces i dag udgør en barriere for nytænkning og smartere løsninger. – Vi står midt i en kapacitetskrise i elnettet, der påvirker udviklingen i hele landet. En ny tilgang er nødvendig, hvis vi ikke skal bremse Danmarks grønne omstilling og produktion. Vi står klar til at hjælpe – og vi kan begynde i morgen, siger Lars Bonderup Bjørn.

Fakta om EWII

EWII er en dansk energikoncern, der sælger strøm, ladebokse til elbilen og hurtigt, stabilt internet i hele landet. En koncern, der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling med udviklingen af intelligente løsninger og fleksible lagrings- og energisystemer.

I Trekantområdet er EWIIs forsyningsselskab leverandør af vand, fjernvarme og elnet, ligesom selskabet driver elnettet på Bornholm. Det er kritisk infrastruktur med fokus på høj forsyningssikkerhed. EWII opbygger et netværk af offentlige ladestandere til elbiler fra Københavns Lufthavn i Øst til Hvide Sande i Vest.

Koncernen er selvejende og forbrugerstyret med en historie, der strækker sig over mere end 150 år. På tværs af organisationen har koncernen mere end 400.000 kunderelationer og -forpligtelser, og EWII er med mere end 750 ansatte en af Trekantområdets største private arbejdspladser.

Del dette med dit netværk: