Energinet når vigtig milepæl.
Første del af Vestkystforbindelsen sættes i drift. 400 kV-forbindelsen mellem de to højspændingsstationer Endrup ved Esbjerg og Stovstrup tæt på Skjern er klar. Det er Vestkystforbindelsens første idriftsættelse ud af tre.
Vestkystforbindelsen – en vigtig forudsætning for fremtidens grønne, danske elforsyning – når nu en af de helt store milepæle: Der bliver sat spænding på den første del-strækning af de i alt 172 kilometer mellem Holstebro og Sæd ved den dansk-tyske landegrænse.
Det er den midterste del mellem Esbjerg og Tarm/Skjern – også kaldet ”Endrup-Stovstrup”, der nu kan gå i drift. – Efter mange års arbejde og planlægning og indhentelse af de nødvendige tilladelser har vi de seneste to år kunnet rejse master og trække ledninger og kabler, og første del står nu helt færdigt. Takket være godt samarbejde med leverandører og entreprenører er det lykkedes at få afsluttet den første delstrækning. Det er selvfølgelig en stor milepæl for os. Vi har over de seneste uger og måneder brugt tid på at teste dele af anlægget af. Der er mange komponenter og systemer, der indgår i et sådant anlæg – og det hele skal spille sammen, siger chefprojektleder Christian Jensen, der har været med på projektet gennem alle årene.
Vestkystforbindelsen er en vigtig del af den forstærkning af el-nettet, som Energinet i disse år er i gang med. Den er en forudsætning for, at meget mere el fra vindmøller og solceller kan komme ind i elnettet og transporteres rundt i landet og ud i forbrugernes stikkontakter. Den er også vigtig for, at vi herhjemme kan mangedoble vores elforbrug i takt med, at vi udfaser fossile brændsler og bruger grøn el, fx i elbiler, i varmesektoren, får flere datacentre mm.
Den første strækning sættes i drift efter denne plan: Mandag den 6. oktober sætter Energinet spænding på det østlige system (de ledninger, der hænger på den østlige side af masterne).
Færdig i foråret 2026. Energinet har været i gang med planlægningen af Vestkystforbindelsen siden 2015. Af mange forskellige årsager er projektet flere gange blevet udsat og forsinket. Protester over udsigten til luftledninger, miljøkrav der undervejs blev skærpet, ekspropriationer, klager, arkæologiske fund, våde områder og beskyttede dyr har forsinket den 172 km lange højspændingsforbindelse med flere år.
Nu ser forbindelsen ud til at blive færdig indenfor det næste halve års tid: De næste idriftsættelser mellem Endrup og grænsen og mellem Stovstrup og Idomlund ved Holstebro finder efter planen sted i foråret 2026. Herefter står hele Vestkystforbindelsen færdig. Efterfølgende fjerner Energinet den 81 km lange 150 kilovolt luftledning, der går fra Karlsgårde via Stovstrup og Videbæk til Idomlund.

