Droppede “sprøjtefrie zoner”

En aktindsig viser, at regeringen fjernede sprøjtefrie zoner fra den pesticidstrategi, som blev vedtaget sidste år.

Det var ellers planen under forhandlingerne om pesticidstrategien sidste år, at der skulle indføres et totalforbud mod at bruge sprøjtegift i særligt sårbare områder ved drikkevandsboringer. Men lige før den endelige aftale skulle falde på plads blev forbuddet fjernet fra aftalen.

Det totale sprøjteforbud på sårbare områder, der hvor fremtidens drikkevand dannes, blev erstattet af et øget fokus på området samt udsagn om, at man vil lade det være op til de enkelte kommuner at indføre et eventuelt sprøjteforbud. Dette var imidlertid også tilfældet før pesticidstrategien. Efter sommerferien er Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kaldt i samråd om problematikken.

– Vi håber, at ministeren vil omgøre beslutningen og indføre sprøjtefrie zoner så hurtigt som muligt. Det er vores alle sammens drikkevand, der er i fare, og det kan ikke være rigtigt, at danskerne skal føle sig utrygge ved at drikke vand fra hanen, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding (foto).

Jakob Ellemann-Jensen har endnu ikke ønsket at udtale sig om sagen. Beslutningen blev truffet på trods af, at Miljøstyrelsen op til flere gange havde understreget, at et sprøjteforbud rundt om cirka 7.000 drikkevandsboringer, ville give den ”højst mulige” beskyttelse af grundvandet.

Geolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Walter Brüsch, mener, at sprøjteforbuddet burde være blevet indført. – Det siger jo næsten sig selv, at det er en rigtig dårlig idé at sprøjte rundt om sådan en boring. Man løber en stor risiko for, at det kommer ned til vores grundvand og ned til vores drikkevand og dermed ud til forbrugerne, siger Walter Brüsch.

På det seneste er flere drikkevandsboringer blevet lukket, fordi der er blevet fundet rester af sprøjtegift i vandet. Det har fået flere forskere til at advare om, at det danske drikkevand er i fare.

Del dette med dit netværk: