Drop komplekse regler og afgifter

Vil stoppe med at fyre for fuglene og i stedet hjælpe hinanden med at skabe en bæredygtig fremtid

Det er ikke så svært at gøre det let! Så kom ind i kampen Christiansborg, lyder opfordring fra Morten Søborg, Adm. direktør hos Knauf i artikel i Altinget, hvor han fortæller om et banebrydende samarbejde mellem Knauf og Hobro Varmeværk, sparer 6500 tons træflis om året, fjerner 250 lastbiler fra vejene og udskyder dyre investeringer i nyt materiel på Hobro Varmeværk. Alt sammen grundet genbrugsvarme fra Knaufs produktion.

Det er rent overskud for borgere, virksomhed og samfund, og vi kan næsten ikke få hænderne ned over, at det er lykkedes, skriver han. Lovgivningen er blevet endnu mere kompleks, og det økonomiske incitament til at investere i overskudsvarmeanlæg er blevet endnu mindre. Men det har heller ikke været nemt at komme hertil. Det har været som om at kæmpe sig op ad et uoverstigeligt bjerg uden at vide, hvad der gemmer sig bag den næste bakkeskråning. Vi har måttet tage store risici uden at være sikre på, hvad vi ville få igen. Vi har kæmpet med kompleks lovgivning og uforståelige afgifter, som selv de mest kyndige revisorer har haft svært ved at tyde. Og gennem hele processen har vi ikke fået meget hjælp fra myndighederne, lyder den kontante meding.

Vi har brug for mere klarhed og transparens i lovgivningen. Det burde være lettere at regne på de økonomiske konsekvenser ved at foretage grønne investeringer. Ja, faktisk burde virksomhederne få en større bid af kagen, når de bidrager positivt til den grønne omstilling. Derfor foreslår vi, at politikerne dropper de komplekse regler og fjerner afgiften på overskudsvarme helt. Se det som en investering i vores alles fremtid. Og sæt så et hold af eksperter på finansloven, som kan rådgive virksomhederne i at få en mere bæredygtig produktion. Så kan vi drive forretning og bidrage til den grønne omstilling på én og samme tid. Jeg er sikker på, at det ville sætte et væld af virksomheder på bæredygtig kurs. Vi ville stoppe med at fyre for fuglene og i stedet hjælpe hinanden med at skabe en bæredygtig fremtid for vores børn og børnebørn, lyder opfordringen fra Morten Søborg.

Del dette med dit netværk: