Digitale Europa: OS2-fællesskab med i EU-kontrakt

Aarhus Kommune har sammen med KL, Digitaliseringsstyrelsen, Københavns Universitet og OS2-fællesskabet vundet en EU-kontrakt på 100 mio. kr. i samarbejde med Holland, Belgien og Luxembourg. EU-kontrakten omfatter udviklingen af en fælleseuropæisk AI-løsning, der bygger på Open Source, til offentlige myndigheder via EU-programmet Digital Europe. Artikel af Flemming Kjærsdam  

Det er Digitaliseringsstyrelsen i Holland, der er koordinator for hele projektet, og Aarhus Kommune med ITK-chef Bo Fristed i spidsen har ansvaret for den danske del af EU-projektet. For kort tid siden fortalte KITA om OS2ai, der på fem måneder har fået tilslutning fra 45 danske kommuner og tre regioner.

Præcis denne løsning bliver nu løftet ind i EU sammen med en tilsvarende hollandsk løsning, og de to løsninger bliver en vigtig del af Open Source udviklingen inden for AI i EU. – Holland har en tilsvarende løsning som OS2ai og de er begge udviklet efter de samme tekniske principper. Så det vil være muligt at dele funktioner på tværs af landene.

Bo Fristed sammenligner det med, når man rejser rundt i Verden med sin mobiltelefon og skal oplade den, så er stikkontakterne ikke ens. Derfor er man nødt til at bruge adapter eller købe en ny oplader. ”Ved at arbejde med interoperabilitet, som vi gør i projektet, laver vi alle stikkontakterne ens,” siger Bo Fristed.

EU har en forordning for interoperabilitet, og den skal opfyldes af de tekniske løsninger, som skal køre på driftsplatformene. Målsætningen er, at de funktioner, som bliver bygget i Luxembourg, Holland, Belgien og i Danmark, skal kunne virke på begge platforme,” siger Bo Fristed. Projektet, som EU-Kommissionen har tildelt partnerne, hedder Europai.

Del dette med dit netværk: