Det offentlige skal eksperimentere digitalt
Af Johan Bitsch Nielsen, Ditmer: Udviklingen af den offentlige sektor går imod mere tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, som tager udgangspunkt i borgernes behov og involverer mange interessenter i fælles processer. Det er nyt terræn og gør det sværere at forudsige effekterne af de tiltag, vi iværksætter. Samtidig betyder den accelererende udvikling i teknologier som machine learning, Internet of Things og Big Data samt nye adfærdsmønstre på eksempelvis sociale netværk, at kravet til vores responsivitet er stigende. Vi skal kort sagt i ukendt terræn kunne levere effekt med digitaliseringen stadigt hurtigere.
Digitale projekter bliver skabelsesprocesser
Konsekvensen er, at det ikke længere giver mening at se digitale projekter sekventielt som afklaring, beslutning og implementering, hvor ledelse og styregruppe kun deltager i beslutningen og herefter kan trække sig tilbage. Derimod skal vi i langt højere grad se projekterne som skabelses- eller designprocesser, hvor vi sammen og involverende skaber noget over tid, der på én gang omfatter teknologi, mennesker og processer. Dét involverer naturligt brugen af agile principper, designtænkning og iterative projektmodeller, som der arbejdes med i stigende omfang ikke kun i den danske offentlige sektor, men i alle organisationer verden over, hvor ønsket er at skabe resultater med digitalisering.
Vi skal tænke anderledes
Udviklingen kalder på, at vi i langt højere grad går eksperimentelt til værks og begynder at tænke anderledes. Vi skal træne os i at reflektere over, hvad vi har gang i sammen, blive opmærksomme på den anvendte tænkning og øve os i at tale sammen om det.Det er en udfordring, fordi der ikke er tale om et værktøj eller en metode, der bare kan implementeres. Det handler om at udvide vores repertoire, så vi kan tænke anderledes afhængig af, om vi skal planlægge sikker drift eller skabe nye innovative løsninger.
Bunker af krav og maskinel nulfejlskultur
Den store udfordring med den nye tænkning er, at vi i den offentlige sektor møder bunker af krav til sikker drift, it-sikkerhed, overholdelse af lovgivning, komplekse bevillingsprocesser og tvangsimplementering af komplekse standarder. Mange digitaliseringsinitiativer støder således mod en maskinel nulfejlskultur, hvor der ikke er plads til eksperimenter. De kommer i stedet for til at fremstå som risikofyldte forstyrrelser. Vi skal naturligvis arbejde struktureret og så forudsigeligt som muligt med drift, sikkerhed og compliance. Med eksempelvis medicindosering og flysikkerhed skal de involverede mennesker helst ikke eksperimentere sig til nul fejl. Men desværre forsøger mange processer og systemer at sikre, at vi løser alle opgaver med den samme nulfejlstænkning, og så opstår problemerne.
Verden afspejles ikke i regneark
Vi kan ikke skabe innovative løsninger og gennem eksperimenter udnytte nye muligheder ved at bruge Prince 2-projektstyring og ved at insistere på, at verden maskinelt kan afspejles i de utallige regneark, vi i mange sammenhænge bruger til at få styr på verden. I organisationens forsøg på at undgå fejl og være forudsigelig hæmmer den vores virkelyst, kreativitet og nytænkning, som ellers er forudsætningen for at skabe de digitale effekter, vi alle sammen ønsker.
Lad ikke nulfejlskulturen vinde
Ledere, politikere og medarbejdere må lære at skelne mellem, hvornår vi skal bruge industrisamfundets maskinelle nulfejlstankesæt i vores arbejde, og hvornår vi skal bruge digitalsamfundets skabende og eksperimenterende tankesæt. Vi beriges dagligt af kunder og ildsjæle, som brænder for at skabe en stadigt bedre offentlig sektor, og som kaster sig modigt ud i eksperimenterne sammen med os. Lad os sammen arbejde på at få de digitale eksperimenter og nulfejlsdriften til at sameksistere i stedet for at lade nulfejlsdriften vinde, når vi skal organisere, standardisere og strukturere.
