Decentral Energi: En smag af fremtid

Energiprisernes aktuelle himmelflugt giver os et billede af, hvad fremtiden byder på i et energimarked, hvor de store kraftværker er ude af ligningen, og vi er mere afhængige af fluktuerende vind, sol og, ikke mindst, importeret gas. Den grønne omstilling må ikke ske på bekostning af forsyningssikkerheden. Sådan lyder det fra bestyrelsen for Foreningen Decentral Energi.

Fotograf er Michael Vienø

Den seneste tids stærkt svingende – og ikke mindst hastigt stigende – energipriser har kostet store hovedbrud i den danske energibranche og blandt foreningens medlemmer. Gasprisen er steget med 52,8 procent, den største årlige stigning på gas siden 1980.

Situationen er ikke kun et kritisk øjebliksbillede, den giver os også et kig ind i en udfordrende fremtid. De galopperende priser tjener som en forsmag på, hvad der venter os, i takt med at den grønne omstilling gør os mere afhængig af fluktuerende energikilder, såsom sol og, ikke mindst, vind, mens de store kraftværker med deres stabile produktion af elektricitet er på vej ud af ligningen.

Tingenes tilstand bliver i sagens natur ikke forbedret af, at Tyra-feltets anlæg i Nordsøen midlertidig er lukket for at blive genopbygget, og gassen derfra først begynder at flyde igen fra de danske felter i løbet af 2023. I mellemtiden er vi afhængige af gas fra Rusland via Tyskland, fra ikke-fyldte gaslagre i Danmark og fra vores biogasanlæg.

På den måde er det i høj grad vores store nabo i syd, der lige nu prissætter store dele af energien i Europa, og med gas og kul blandt de primære kilder og en meget høj CO2-kvotepris, så bliver prisen meget høj. Og det ser ikke meget bedre ud andre steder i den europæiske union, hvor krisen, ifølge Europa-Kommissionen, har vist, at medlemslandene i dag er for afhængige af energi fra lande uden for EU, ikke mindst Rusland, som er en af Europas største gasleverandører.

Udnyt teknologier til det maksimale. For os i Danmark er det derfor bydende nødvendigt, at vi udnytter den teknologi og de ressourcer, vi har til rådighed, bedst og smartest muligt.

Del dette med dit netværk: