Data til vækst og arbejdspladser

Tre midtjyske kommuner har netop fået regionalt tilskud til at udforske, hvordan de kan udnytte de digitale muligheder i en bæredygtig omstilling. Randers, Samsø og Skive skal samle data om materialestrømme og bruge dem så effektivt, at der kommer vækst og nye arbejdspladser ud af det.

I Skive hedder projektet Vækst via datadrevet genanvendelse. Her skal der samles data fra BBR, elektroniske anmeldelsesskemaer, affaldsselskaber og private aktører for at klarlægge materialestrømme omkring byggeri og nedrivning.

I Randers vil kommunen lave en grundmodel til en materialedatabank, der kan synliggøre materialestrømmene gennem kommunen. Og på Samsø vil projektet indgå som et et led i Samsøs arbejde for at blive verdens første cirkulær økonomi-ø. Projektet BioBIGData/Smart Biosamfund Samsø kredser om intelligent brug af data om bioressourcekredsløb. Kommunen vil udvikle en model, der beskriver, hvordan man kan synliggøre og styre kredsløbene omkring de organiske ressourcer på øen, eksempelvis kulstof, kvælstof og fosfor. 

Del dette med dit netværk: