Danske Havne, ny bestyrelse
Ny bestyrelse overtager stafetten i en tid med stor udvikling for de danske havne, hvor grøn omstilling, forsyningssikkerhed og øget samspil med industri og transportsektor er centrale fokusområder. Den nye bestyrelse vil arbejde for at fastholde og udbygge havnenes rolle som nøglen til den grønne omstilling af transportsektoren og den maritime industri. Det kræver investeringer i bæredygtige løsninger, tæt samarbejde med erhvervslivet og en stærk politisk opbakning til havnene som vækstcentre.
– Jeg har været mange år i havnebranchen og aldrig set så store ændringer som i øjeblikket. Det sker især på baggrund af stigende geopolitiske spændinger og klimaudfordringer, som har ændret havnenes vilkår og skaber nye politiske mål, krav og prioriteringer. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde i Danske Havne, så vi sammen kan sikre, at vores havne står stærkt og understøtter Danmarks position som en førende søfartsnation siger den nyvalgte bestyrelsesformand Thomas Elm Kampmann, der takker bestyrelsen og alle medlemshavnene for tilliden.
De danske havne har store muligheder for at sætte aftryk i et forandret Europa og er vitale for Danmarks forsyningssikkerhed. De danske havne komplementere hinanden og udvikler hver især og i samarbejde med vores kunder, effektive moderne logistikknudepunkter til gavn for det danske erhvervsliv. Samarbejdet og dialogen gør os alle stærkere, lyder udmeldingen.

