Bøde for markedsmanipulation

Energi Danmark betaler bøde for manipulation af elmarkedet

Energiselskabet Energi Danmark A/S har accepteret at betale en bøde på 380.000 DKK for overtrædelse af et forbud mod markedsmanipulation i EU’s regler om integritet og gennemsigtighed i engrosenergimarkederne (REMIT-forordningen).

Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt: – Der er tale om et brud på EU’s forbud mod markedsmanipulation, som er til skade for konkurrencen på de grænseoverskridende energimarkeder og dermed også for de priser, som forbrugerne i sidste ende kommer til at betale for deres el-leverancer.

Det handler om en handelspraksis, hvor Energi Danmark erhvervede al, eller en afgørende andel af, kapaciteten til rådighed på en overførselsforbindelse mellem to budområder ved at handle med sig selv. På den måde forhindrede selskabet andre aktører i at benytte kapaciteten, hvorved der blev skabt en prisforskel eller prisforskellen blev øget mellem de to budområder.

Bøden er fastsat af National enhed for Særlig Kriminalitet på baggrund af en politianmeldelse foretaget af Forsyningstilsynet i marts 2024. Energi Danmark accepterede i december 2018 at betale en bøde på 750.000 kr. for overtrædelse af samme forbud mod markedsmanipulation, hvilket Forsyningstilsynet i sin politianmeldelse lagde vægt på som en skærpende omstændighed.

Del dette med dit netværk: