BETALING: På det glatte ansigt

Er danskerne klar til at betale med ansigtet? Kokkenes Køkken, der driver kantinen i kontorfællesskabet Vibenshuset på Østerbro, er de første i landet til at tage løsningen i brug – og som tester ny Nets-løsning.

Lad dankort, kontanter og mobiltelefon ligge, når du skal til frokost. Godt 1.000 medarbejdere kan fra i dag vælge at betale deres mad med ansigtet. – Vi har været vant til, at vi altid skal medbringe noget, når vi skal betale. Kontanter, betalingskort eller en mobiltelefon. Men sådan behøver det måske slet ikke at være. I dag har vi teknologien til at gennemføre betalinger, hvor du bare møder op og lader dig scanne – men spørgsmålet er, om vi er klar til det, siger Jesper Kildegaard Poulsen, der er chef for Creation Lab hos Nets.

Formålet med Nets’ test af ansigtsbetaling er at kortlægge, om danskerne er klar til at benytte biometri, hvor det er kroppens kendetegn, der bliver brugt til identifikation i stedet for genstande, som kunden medbringer.

Frem til i dag har kantinegæsterne betalt med et ID-kort, men fremover kan kortet i stedet blive knyttet op på ansigtet, hvis de opretter en brugerprofil. På den måde behøver kantinegæsterne kun at scanne deres ansigt, når de skal betale for deres mad.

Del dette med dit netværk: