Bedre offentlig sammenhæng

Regeringen igangsætter nu arbejdet med at skabe en mere sammenhængende offentlig sektor.

Reformen består af fire arbejdsspor: Mere tid til kerneopgaverne, bedre velfærd på tværs af sektorer, en mere tidssvarende offentlig sektor og bedre ledelse

Innovationsminister Sophie Løhde (foto) siger om arbejdet med den nye sammenhængsreform: – Vi går nu i gang med en ambitiøs reform. Målet er en bedre og mere sammenhængende offentlig sektor. Det kræver, at vi har mod til at gå nye veje for at sikre bedre velfærd for pengene. Hvis vi alene gør som vi plejer, så får vi det vi plejer. Vi skal sikre mere tid til kerneopgaven for den enkelte medarbejder, og have en klogere styring af den offentlige sektor ud fra, hvad der giver værdi og kvalitet for borgeren. Vi skal måle på resultater i stedet for processer, og vi skal skabe større rum for faglighed og ledelse.

– Det er muligt at drive den offentlige sektor mere effektivt, hvis vi indretter den rigtigt. Medarbejderne skal bruge tiden på det, der er væsentligt for borgere og virksomheder. Man skal udnytte de teknologiske muligheder, og der skal være fokus på resultaterne frem for processen, lyder kommentaren fra direktør i DI Tine Roed. – Bureaukrati skaber ingen værdi og skal derfor begrænses til et minimum. Det er meget positivt, at regeringen vil fokusere på resultaterne frem for processerne og systematisk gennemgå velfærdsområderne for unødvendigt papirarbejde. Det er et skridt i retningen af en mere effektiv offentlig sektor, siger Tine Roed. 

Del dette med dit netværk: