Bare ærgerligt

Forventningerne var høje hos forsyningsbranchen, da man fik en samlet minister for forsyning i forbindelse med den siddende regerings tiltræden. Dengang bød DANVA, Dansk Affaldsforening og Dansk Fjernvarme den nye minister velkommen. Især signalet om, at det nu skulle være hele forsyningssektoren, der er i fokus som en samlet væsentlig brik til løsningen af de udfordringer, der er på energi- og klimaområdet, er vigtigt, lød det fra de tre brancheorganisationer. Ikke mindst set i lyset af at danske forsyningsvirksomheder leverer 46 procent af den samlede el, 51 procent af det samlede varmebehov i Danmark og vand- og spildevandsløsninger, der er en integreret del af Danmarks grønne omstilling.

I samme ombæring opfordrede de derfor til, at den varslede energikommission skulle være en forsyningskommission, så man kunne se på området som helhed og ikke blot fokuserede på energi. Den chance er nu forspildt med offentliggørelsen af en energikommission, hvor der ikke er fundet plads til forsyningssektoren.

ÆRGERLIGT. – Det er ærgerligt, at energi-, forsynings- og klimaministeren i sin nye energikommission ikke griber den bold, der blev kastet, da forsyningerne blev samlet i det nye ministerium, siger Carl-Emil Larsen, der er direktør i DANVA. Han får støtte af direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen (foto). – Vi synes, det ville have været oplagt at give de folk, der arbejder med de berørte områder til daglig, en stemme i kommissionen. Her forspilder man en oplagt chance, siger han.

Energikommissionen skal komme med et oplæg til Danmarks energipolitiske mål og virkemidler i perioden 2020-2030. De tre brancheorganisationer håber derfor, at kommissionen ser bredt på forsyningssektoren som et hele og ikke fokuserer på energi alene. – Kommissionens arbejde må også fokusere på forsyningssektorens potentialer inden for teknologisk udvikling og de eksportmuligheder, verdensmarkedet efterspørger, ikke blot snævre rammer og vilkår for energiområdet, siger Kamma Holm Jonassen, vicedirektør i Dansk Affaldsforening

Foruden formanden er Energikommissionen sammensat af otte medlemmer fra forskningsverdenen og erhvervslivet med ekspertise inden for bl.a. finansiering af energisektoren, konkurrencedygtige markeder og fremtidens energisystem. Regeringen har et langsigtet mål om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050 og undervejs skal Danmark fortsat være et af de førende lande i den grønne omstilling.

Energikommissionen forventes at offentliggøre anbefalinger til dansk energipolitik primo 2017.

Del dette med dit netværk: