Analyse af atomkraftteknologier
Rammerne for at undersøge potentialer og risici ved nye atomkraftteknologier og ophævelse af forbuddet i Danmark er nu på plads. Analysen skal blandt andet se på, hvad der skal til af ny regulering og kompetencer, hvis der skal kunne etableres nukleare anlæg af typen SMR i Danmark.
Teknologiske fremskridt, øget behov for stabil elforsyning og ønsket om konkurrencedygtige energipriser har sat små modulære reaktorer (SMR) på dagsordenen – både som en mulig del af et fossilfrit energisystem og som et område med voksende erhvervsinteresse.
Ny analyse skal i tre spor kortlægge serieproduceret SMR-teknologis mulige rolle i det danske energisystem, krav til regulering og myndigheder samt potentialet for dansk erhvervsliv.
– Jeg går til atomkraft med et åbent sind, og jeg håber, at alle lige får pulsen ned. At debattere en ophævelse af et forbud uden at tage stilling til, om man i øvrigt vil gøre alt det andet, som følger med, sender bare et signal uden substans. Der kan være et stort potentiale i SMR hen ad vejen, så det bør ikke handle om ideologi, men om at gøre tingene grundigt og i den rigtige rækkefølge, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

