ALVORLIG KLIMAKRITIK af politisk aftale

Når Danmark ønsker en position som foregangsland på klimaområdet, så lyder det noget skørt, at vi skal fælde en masse skov for at brænde det af i stedet for at brænde det affald, der i stedet vil ligge og rådne på lossepladser andre steder i EU!

Beslutningen om at skære ned for forbrændingskapaciteten bygger på utilstrækkelig eller måske forkert information. Hverken for klimaet eller økonomien giver det nogen mening, skriver Lars Vedel Jørgensen i kronik i Altinget. Han stiller spørgsmålet: Vil vi som nation bare se godt ud politisk, eller mener det alvorligt, når vi siger at vi ønsker at reducere CO2-udledningen og stoppe den globale opvarmning?

Lars Vedel Jørgensen, Direktør for R&D i Combineering Group mener at beslutningen om at skære ned for forbrændingskapaciteten bygger på utilstrækkelig eller måske forkert information. Hverken for klimaet eller økonomien giver det nogen mening. Der er næppe nogen, der interesserer sig for miljø og klima, der er uenige i, at alt affald, der kan genanvendes til produkter af en rimelig kvalitet. skal genanvendes. Det kunne derfor godt lyde intuitivt rigtigt, når man siger, at man bør nedlægge forbrændingskapacitet, når vi nu intensiverer genanvendelsen. Det er imidlertid forkert. Og som beskrevet nedenfor, er forklaringen ret indlysende.

Der er stadig en stor del af vores affald, der er af så ringe kvalitet, at det ikke kan genanvendes. Det er der mange grunde til, blandt andet dårlig kvalitet og design, der ikke er forberedt til genanvendelse. Det vil forhåbentlig blive bedre, men der vil gå minimum 20 år, før vi, selv med et optimistisk syn, kan forvente at det for alvor slår igennem. Og for at det skal lykkes, kræver det nogle helt andre politiske beslutninger end at lukke affaldsforbrændingsanlæg.

For det affald, der ikke er genanvendeligt, er affaldsforbrænding den klart bedste løsning – alternativet ville være lossepladser. I Danmark og for eksempel Sverige og Norge har vi nogle af verdens bedste affaldsforbrændingsanlæg, og så har vi en ting, som meget få lande har, nemlig fjernvarme, der kan udnytte al overskudsvarmen fra affaldsforbrændingen. Hvis man driver et moderne affaldsforbrændingsanlæg i et land uden et fjernvarmenet, så kan man kun udnytte de 30 procent af energien, der kan udnyttes som elektricitet. I Danmark kan vi udnytte 100 procent af energien. Det vil sige, at affaldsforbrændingsanlæg i disse lande udleder over tre gange så meget CO2 per produceret energienhed. Læs hele kronikken her: https://www.altinget.dk/forsyning/artikel/direktoer-realisering-af-doedslisten-vil-oege-co2-udledningen-vaesentligt#.YBfa9SJceTo.twitter

Kim Mortensen Direktør i  Dansk Fjernvarme supplerer: – Der er et politisk ønske om at reducere forbrændingskapaciteten. Det er helt legitimt. Men aktuelle verserende politiske sager har vist, at det er en fordel, hvis politiske beslutninger træffes på et oplyst og gennemarbejdet grundlag, så der i det mindste kan placeres et politisk ansvar, når regningen skal fordeles eller der senere bliver behov for at justere de politiske rammer.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en dyr øvelse, også langt dyrere end de 200 millioner, der er forudsat i aftalen. Og da det er en forudsætning i aftalen, at regningen ikke skal betales af varmeforbrugerne, skal regningen sendes et andet sted hen.

Kim Mortensen kalder det foruroligende, at et bredt politisk flertal i Folketinget, har sat så snævre rammer, at risikoen for forkerte beslutninger for os forekommer overhængende. – Det er os og vores medlemmer, der kommer til at stå med konsekvenserne, mens de ansvarlige politikere ofte har fået nye græsgange, når regningen skal betales, eller der blæser nye vinde. Derfor bør de ansvarlige beslutningstagere netop tage ansvaret på sig, få genbesøgt aftalen og sikre at beslutningsgrundlaget for en så omfattende beslutning, der får konsekvenser for varmeforbrugere i hele landet, bliver ordentligt, redeligt og transparent. Og ikke mindst, at konsekvenserne af beslutningen kommer til at indgå som en central del af beslutningen.

Del dette med dit netværk: