Afskaffet anlægsloft virker

Nu fortæller Asfaltindustrien om mange ny-ansættelser. Kort inde i coronakrisen suspenderede regeringen kommuners og regioners anlægsloft for resten af 2020. Dette efter pres fra brancheforeninger og KL.

– Jeg håber, at kommunerne med suspenderingen af anlægsloftet nu kan komme et 3,9 milliarder kroner stort efterslæb på vedligeholdelse af vejene til livs. For der er virkelig penge at spare, da en hullet og revnet vej er langt dyrere at vedligeholde og farligere at køre på end en velholdt. Det vil dog kræve, at man sætter fart i relevante udbud, så medlemmerne når i mål med 2020 og kan fastholde medarbejdere og arbejdspladser også ind i 2021, siger branchedirektør i Asfaltindustrien, Anders Hundahl iflg Dagens Byggeri.

Hundahl anerkender, at der går tid, fra en kommune beslutter at fremrykke, til det mærkes og ses på vejene. Derfor kommer han, på trods af et par positive måneder, med et opråb om, at det er livsnødvendigt, at kommunerne fortsætter med at hjælpe med til at holde beskæftigelsen oppe.

Branchedirektøren kommer desuden med en særlig appel til statens Vejdirektorat, hvor aktiviteten i dag er helt i bund. – Staten skal ud af starthullerne og fremrykke planlagte og nødvendige infrastrukturopgaver ligesom kommunerne, lyder det fra Anders Hundahl.

Del dette med dit netværk: