Affald – en dyr omgang!

Selv om regeringen har lovet minimale ekstraomkostninger ved den udvidede sortering, der trådte i kraft fra den 1. juli i år, så tyder meget på, at affaldsgebyrerne stiger markant flere steder i landet. Det skriver Ingeniøren.dk.

Miljøminister Lea Wermelin har tidligere varslet, at stigningen i gennemsnit ville være på 55 kroner for hver husstand. Nu tyder meget dog på, at ministerens antagelse er milevidt fra virkeligheden.

Det gælder blandt andet i Egedal Kommune, hvor byrådet har besluttet, at hver husstand fremover får en markant stigning. Eksempelvis vil en bolig med spande til rest- og bioaffald få en stigning på 1.041 kr. og ende på et samlet affaldsgebyr på 4.536 kroner i 2022 som følge af den nye affaldsbekendtgørelse.

– Vi ender dér, hvor vi gør, fordi vi blandt andet skal ud og lave en investering på 32 mio. kr. i nyt materiel. Herudover har vi foreløbig haft én nyansættelse oppe i vores affaldsafdeling, ligesom vi lægger et større kommunikationsspor ud, siger Bo Vesth, der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.

I Dansk Affaldsforening forudså man allerede i maj sidste år i en analyse, at der ville komme stigninger. Dengang blev det vurderet, at en husstand ville få en merudgift på omkring 500 kr. som følge af den nye affaldsbekendtgørelse.

Del dette med dit netværk: