Reguleringen fører os på afveje – der er gået selvsving i udbudssystemet

Der er gået selvsving i udbudssystemet, og det skaber unødige problemer. Omkostningerne stiger, og vi taber fokus på det egentlige mål om at skabe værdi og om at opnå den størst mulige effekt med investeringen.

Af Ejvind Jørgensen, formand for Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor

I pinsen kunne man læse en interessant artikel i Politiken af lektor Pernille Boye Koch fra RUC under overskriften Styrk det juridiske bolværk. Artiklen var en udløber af Inger Støjbergs instrukssag og hærchefens sag om inhabilitet. Forfatteren fremhæver, at flere helt grundlæggende juridiske principper for myndighedsadfærd ikke er kodificeret. Det betyder, at de ikke er formuleret i en lov eller en bekendtgørelse. Krav om hjemmel, lighedsprincip, forbud mod magtfordrejning og kravet om individuel vurdering baseret på skøn er eksempler på sådanne retlige regler. Det samme er ombudsmandspraksis, indtil den kommer ind i en forvaltningslov.

Der argumenteres for, at lovfæstelse vil øge kendskabet til retstilstanden. Det vil gøre det meget lettere. Det vil også have en symbolsk betydning. Gøre det vigtigere i folks øjne. Men der er tilsyneladende ikke et ønske om at opgradere de juridiske muskler i ministerierne eller øge ansættelsestrygheden, så det bliver mere trygt at sige fra.

Hvad i alverden har det så med udbud at gøre? Ingenting. Og dog: Det forekommer mig, at vores trang til at regulere indimellem tager overhånd. Når det kombineres med en nulfejlskultur, frygten for at begå fodfejl eller truslen om at blive hevet i Klagenævnet for udbud, så får man let en tilstand, hvor det at gøre tingene rigtigt kommer til at fylde mere end det at gøre de rigtige ting. Reguleringen i sig selv medfører en forstærket skævvridning.

EU’s udbudsdirektivers formål må være at skabe sund konkurrence og transparens, så samfundet får mest effekt ud af sine skattekroner. Sidste år var statsrevisorerne ude med et budskab om, at transaktionsomkostningerne ved offentlige udbud stak af. Der blev nævnt eksempler på 50 procent. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at jeg på digitaliseringsområdet godt kunne finde sager, der var værre.

Problemet er, at der er gået selvsving i systemet. Det, som var udgangspunktet – konkurrence og transparens – har udviklet sig til et udbudsregime for juridiske feinschmeckere. Det driver omkostninger op, men hvad der er meget værre: Det defokuserer. Det fjerner fokus fra at få valgt de bedste løsninger, som giver samfundsmæssig størst effekt. I stedet bruges der rigtig megen energi på at kravspecificere og dokumentere. Dialogen mellem marked og aftager, som også i mellemtiden er blevet lovreguleret, bliver sat på formel flere steder, og bemandet med konsulenter og udbudsfolk kommer det derfor ikke i tilstrækkelig grad til at blive den konstruktive og værdiskabende dialog, der kunne bidrage til den bedst mulige løsning.

Når offentlige topchefer slår ud med armene i fortvivlelse over, at vi ikke altid får valgt den bedste løsning, men nødtvunget må tage et andet mindre optimalt valg – for det viser den detaljerede beregning ud fra tildelingskriterierne – så er der gået for meget mekanik i processen.

Noget tyder på, at vi skal have genfundet en mere hensigtsmæssig balance, hvor der er mere plads til den sunde dømmekraft. Alt kan ikke sættes på formel og gøres op i et detaljeret regneark.

Statens it-råd tog initiativ til at etablere et kodeks for samarbejdet mellem kunde og leverandør for fem år siden. Det kom der noget rigtig godt ud af. I bund og grund handler kodekset om sund, fornuftig ledelsesmæssig adfærd. Og det bruges i stigende grad. Det er en rigtig god begyndelse. Den skal vi have ind i udbudsadfærden. Ser vi på antallet af klager over udbud, er det ikke alarmerende. Kigger man ind bagved, må man dog konstatere, at klagepraksis og truslen om klager optager en uforholdsmæssig stor ressourceindsats.

I Dansk IT har vi sidst i 2019 iværksat initiativet Gentænk dansk udbudspraksis. Vi ser digitaliseringen som en løftestang for samfundet, og som en af de vigtigste drivere for at vækst, velstand og velfærd. Når Danmark udråbes til at være det land i verden, som er længst, når det gælder offentlig digitalisering, så vil vi påstå, at det er på trods og ikke på grund af dansk udbudspraksis. Vi gør det svært for os selv. Det vil vi gerne forsøge at ændre ved, og derfor har vi brugt foråret på at samle data om praksis og herigennem blive klogere på, hvad der er egentlig root cause til vores selvskabte problem. Og her går ingen ram forbi. Alle bærer ved til bålet: købere, leverandører, advokater, konsulenter, politikere og pressen.

Vores udgangspunkt er, at det bagvedliggende EU-direktiv om varer og tjenesteydelser ikke fejler noget. Langt hen ad vejen står vi med et selvskabt problem. Ergo kan vi også selv gøre noget ved det. Vi håber, at vi i sensommeren og efteråret vil kunne få lejlighed til åbent at diskutere vores analyser og ikke mindst vores ideer til, hvad der skal til for at løse op for situationen og dermed forny dansk udbudspraksis, inden vi færdiggør vores arbejde. Det skal gøre det muligt at sikre en bred opbakning til de nødvendige forandringer. Det fortjener Danmark.