På bagsiden af COVID19

Mit yndlingscitat fra coronatiden er det her fra Martin Thorborg: “Jeg så en der skrev, at nu da der var krise, så havde virksomhederne god tid til at lave klimaplaner. Havde lyst til at tage hans hoved og stoppe ned i en spand vand og bede ham tage sig god tid til at lave sin pensionsplan”

Det citat har jeg taget med mig, for sådan kan man godt have det som virksomhedsejer i en lockdown-situation. Vores kunder er primært offentlige, så vi er ikke nervøse for, at krisen sender dem i hegnet. Men den lange periode med tvunget hjemmearbejde udfordrer de fleste organisationer og måske særligt de offentlige, der ikke er er vant til at arbejde online. Magenta har kontorer i København, Århus og Nuuk, så vi arbejder online hver eneste dag og hele tiden. Vi er vant til at træffe beslutninger, også de større, selv om det sker via højttaler og pixels på en skærm.

Men evnen til at træffe beslutninger er ikke den samme hos vores kunder. Vores ordrebøger er i store træk halveret siden midt-marts, og vi har måttet tage afsked med en håndfuld kolleger.

Nul-fejls kulturen dominerer fortsat
Hvorfor er det sådan? Den observation, vi gør os i Magenta, er at mange af vores kunder har mere end svært ved at træffe afgørelser i en situation, hvor de ikke kan være fysisk sammen. Det er som udgangspunkt meget forståeligt, især når man arbejder i det offentlige, der for en stor dels vedkommende fortsat lever under et nul-fejls-regime. For når man ikke kan se hinanden i øjnene, så er det risikabelt at træffe beslutninger, for hvis noget går galt, er det så MIN skyld? Følelsen må være noget i retning af, at jeg ikke kan fornemme, at vi deler ansvaret, når jeg ikke kan sidde sammen med mine kolleger.

Frygten for at begå fejl er desværre fortsat den dominerende styringsmekanisme. Det er langsomt blevet bedre henover årene, og heldigvis er der også nogle organisationer, der går foran. De offentlige myndigheder tør tage flere chancer i dag end ved årtusindskiftet. Men det er fortsat skrøbeligt, og det har COVID19-situationen afsløret ret markant. Udbudsafgørelser er gentagne gange blevet udsat. Opgaver, som var aftalt, og som skulle have været igangsat, bliver udskudt på ubestemt tid. Workshops, som var fastlagt, aflyses, fordi kunderne mener, det er umuligt at gennemføre online. Og projektstarts-møder bliver udsat, indtil vi igen kan mødes fysisk hos kunden, for sådan noget skal man da tage face-to-face, hører vi fra kunderne.

Samlet koster det os dyrt. Ikke kun i Magenta, men på samfundsniveau. Hver 3. it-virksomhed har ikke likviditet til at fortsætte meget længere, hvis den offentlige lockdown fortsætter. De it-virksomheder, der handler med de offentlige myndigheder, oplever dobbelt så stor ordretilbagegang som de virksomheder, der handler med den private sektor.

De offentlige midler er med andre ord indefrosset i en grad, der lægger it-virksomhederne ned. Hjælpepakker nytter ikke meget, når de kun dækker ca. halvdelen af lønnen, og når man skal sende mindst 30% af staben hjem. I stedet har vi måttet afskedige, og de kolleger, der er tilbage, producerer ’til hylderne’, altså løsninger, plugins og komponenter, som vi regner med kan afsættes, når vi igen vender tilbage til normaltilstanden – hvad end den ‘nye normaltilstand’ måtte være.

Hvordan forbedrer vi de offentlige styringsmekanismer
Lige nu er det svært at gøre noget fremadrettet. Vi spænder livremmen ind og arbejder hårdt på at tænke kreativt i forhold til nye løsninger og eksisterende opgaver. Men når vi er på den anden side, så skal vi – som samfund – gentænke den offentlige sektors handlekraft: Hvordan sikrer vi, at alt ikke lukker ned, når man skal arbejde hjemmefra? Hvilke styringsmekanismer skal vi fremme i den offentlige sektor? Kan vi belønne de offentlige myndigheder, der tager velovervejede risici, der bringer samfundet som helhed videre. Det arbejde vil jeg gerne bidrage til. Ikke kun for it-virksomhedernes skyld, men for samfundet som helhed.