Kæden hopper af, når udbud skal løse alle politiske hensyn

Præsentation

Dina Raabjerg skriver om offentlig IT, udbud og samspillet mellem kunde og leverandør på UdbudsMedia.dk.

Læs mere om Dina Raabjerg

Offentlige indkøb er blevet voldsomt kompliceret, fordi de i dag skal understøtte politiske agendaer i stedet for at sikre forretningsmæssigt fornuftige løsninger.

Det gik op for mig, da jeg for tre år siden skulle skrive under på en kontrakt, der beskrev, at leverandørens folk ikke må sove på arbejdspladsen. Det kom i kølvandet på en række sager om social dumping. Måske et relevant krav, når der bygges en stor bro. Men noget fjollet i en sag, hvor it-konsulenter skal arbejde under kundens egen ledelse.

Over årene er der således indarbejdet krav i udbud, der både skal fremme ligestilling, imødegå social dumping og understøtte andre agendaer. Og nu skal offentlige indkøb altså også redde klimaet.

Det læste jeg, da Rikke Dreyer fra Miljømærkning Danmark skrev om, hvordan offentlige chefer nu vil tænke bæredygtighed ind, når de foretager sine indkøb. Og hun blev bakket op af Lejres kommunaldirektør, der talte varmt for det samme på en DI-konference om klimapartnere.

Mine arme ligger imidlertid fladt ned langs kroppen. For alle de mål, som offentlige indkøb har skulle indfri gennem årene, har aldrig drevet en synlig udvikling udover at gøre udbud mere besværlige. Lad mig forklare hvorfor.

I praksis stiller faglige specialister krav til den opgave, der udbydes. Jurister og økonomer laver selve indkøbet med fokus på – ja regler og økonomi. Faglige medarbejdere implementerer. Projektlederne sikrer, at vi kommer i mål til tid og budget. Og måske evaluerer en konsulent gevinstrealiseringen et års tid efter.

Juristen skal såmænd nok sørge for, at bæredygtighedskravene bliver skrevet ind oveni alle de faglige krav. Prisen og understøttelse af opgaven vil imidlertid altid vægte mest og være afgørende for, at man vinder opgaven. Budgettet er altid begrænset, og indkøberen er opdraget til at sikre, at vi får mest for mindst. I det spil er CO2 krav nice-to-have, mens den faglige understøttelse er need-to-have, ellers er der jo ikke noget at udbyde. Og det betyder i praksis, at leverandøren kan skrive det om CO2, som de vil.

Skulle bæredygtighed alligevel få en synlig plads i udbudsfasen, så vil det aldrig få en reel betydning i opfølgning og implementering. For igen er naturen, at specialister forankrer løsningen med fokus på kerneopgaven. Og projektlederens kerneopgave vil fortsat være at nå i mål uden forsinkelser, indenfor budget og med de ønskede effekter for kerneopgaven. Og skulle en evaluator endelig følge op på gevinster, vil det for det første have de faglige gevinster i fokus, og for det andet evalueres, når bæredygtighed alligevel ikke kan påvirkes, fordi projektet er slut.

Den garvede leverandør vil have regnet dette ud og tilbyde flotte ord, der aldrig testes. Mens den filantropiske leverandør kun sjældent vil få kredit for sin indsats. Og mit postulat er derfor, at det ikke er i hverken kontrakten eller det offentlige udbud, at man redder klimaet. Heller ikke denne gang.

Det eneste sted, jeg rent faktisk ser, at indkøb kan gøre noget, er i valget af den genstand, der udbydes, og i en begrænsning af de enorme ressourcer, der bruges på udbud og transition. Hvor bæredygtighed er selve kerneopgaven og ikke et add-on, er der en effekt for miljøet. Fx når man vælger at renovere et par små skoler, frem for at rive dem ned og bygge en ny flot skole. Eller hvor der udbydes direkte energinedsættende tiltag. Men så er vi også jo ude i noget helt andet.

Del dette med dit netværk:

Skriv en kommentar

avatar